Turen starter i Bangkok hvor Khao San Rd skal genoplives med ALT hvad den indebærer. Hotellet er booket, men noget anderlede stil end i de gamle dage. Tænk engang, vi skal bo på et hotel med pool på rooftop! Hvem havde lige troet at det eksisterer der. Ud over badning, lidt jetlaging og en anelse temperatur-tilvænding, er planen for Bangkok at se og især spise så meget som muligt :o) Pludselig har vi fået kolde fødder over, om vi med den korte tid i Thailand, mon kan nå at spise alle de lækkerier vi skal ud og genoplive…- fortsættelse følger!

Søndag d. 2 nov går turen mod Chiang Mai i ægte tog-stil med køjesenge og spisekupe – nogen er mere begejstrede end andre, men det er ikke alle der født med en sporvogn eller et tog i rumpen, eller hvordan er det nu det er…

I Chiang Mai skal vi være et par dage, inden turen går ud i junglen d. 5 nov, hvor vi skal bo ved Cave Lodge. Derud over et planen noget mere løssluppen og bliver efter vores humør, temperament og hvor meget vi har nået at få spist/ hvor meget vi mangler – inden turen går over land ind i Nord-laos, hvor vores 2 første dage fra grænseovergangen, skal foregå på en pram langs Mekong floden. Så havner vi i Luang Prabang, den mest fantastiske by, som jeg personligt glæder mig meget til at gense. Stederne i Laos er ikke fastlagte – derfor det jo kaldes backpackere, på med rygsækken og så afsted, men datoen for hvornår vi forlader landet er forudbestemt af en flybookning d. 24 nov.

D. 24 flyver vi et smut over Bangkok, for blot at vente få timer i lufthavnen og samle vores alle sammens Onkel Kasper op, som vi har fornøjelsen af at rejse med på næste stop, Cambodia. Der sættes store forventninger til onkel Kalle, som allerede hjemmefra, som noget helt nyt for os, har sørget for at hele turen igennem Cambodia er fastlagt og hoteller mm er booket :o) Jeg er overbevidst om at den altid forberedte og overskuds-agtige lillebror er et kærkomment indlæg for Fam Grødhoved på det tidspunkt. Ihvertfald er der to begejstrede unger, som allerede nu slås om hvem der skal sove sammen med deres onkel på hvilke dage. Turen i Cambodia starter i Siam Riep, nærmere bestemt Angor Wat – nu skal det ses. Herefter Phnom Pehm, Sikhounokville, Koh Rong Saloem og til slut Kep og Kampot. Hvis i har nogen spørgsmål, så spørg Kasper, han er guide :o)

Tiden i Cambodia slutter d. 8 december hvor vi har et fly til Kuala Lumpur. Millionbyen skal opleves, jeg forestiller mig vi trænger til en smule luksus, måske tøjet trænger til vask i en rigtig vaskemaskine og nye rejseplaner skal færdiggøres. D. 11 december flyver vi til Nepal – endelig! Dette har både Morten og jeg ventet på i ALT for mange år. Ud over at opleve dets skønne mennesker, nærmest uvirkelige kulturer og smukke smukke natur – er prikken over i’et, at være sammen med gamle bekendte, min Nepali-Mor Nirmala og som det bedste, vores rejsende onkel Mads, Clare og lille Oskar. Vi har så mange ting vi skal, og tiden som er sat af indtil d. 5 januar, kommer til at forsvinde imellem fingrene på os. Vi skal trekke, rafte, i junglen, se templer, ligbrændinger, stubaer og være sammen med folk vi kender – det bliver et godt afbræk midtvejs på vores rejse.

Turen efter Nepal er endnu ikke fastlagt helt – noget med Borneo, måske Sumatra og øerne øst for Bali. Nyt indlæg kommer undervejs.

Hyggehejsa fra Morten og Line