Flere togture

Efter godt 5 timer med en af verdens smukkeste togture, ankom vi til Nanu Oya station. Herfra er der 9 km til Nuwara Elia hvor vi skulle være, og hurtigt fandt vi en taximand som ville køre os, og oven i købet anbefalede os et roligt og billigt guest house hos en rar mand. Installeret og med et godt lag ekstra tøj på – i 1.800 meters højdedrag er der koldt! – begav i os ind mod byen, for at kigge lidt. Byen bærer præg af at være omkranset af udelukkende teplantager, og alverdens te kunne købes, og desuden huer og vanter!

Scootere

Dagen efter lejede vi scootere, for nu skulle vi ud og kigge i te-land. Første stop gik naturligvis hos en af de mange tefabrikker, “Pedro tee-estaste” Vi fik en rundtur inde i fabrikken, men til vores undren var det forbudt at tage billeder… – produktionshemmeligheder eller?? De fine grønne blade plukkes med håndkraft, og der skal en del til for, så der skal masser af hænder til, og er den største arbejdsbeskæftigelse i Sri Lanka. Men det kræver også noget at være være verdens største te eksportør. Alle maskiner var gamle og for så vidt hånddrevne, og det var en fornøjelse at se så stor en produktion stadig er gældende efter de gamle regler og principper.

Efter en lokal smagsprøve af teen (nøj hvor det ente med vi drak meget te i Nuwara Elia) var det op på scooterne og afsted for at prøve at finde Lovers leap, et vandfald. Vejen dertil var af små grusveje, direkte igennem teplantagerne. For enden af vejen stødte vi ind i to drenge, som både ønskede sig tyggegummi, chokolade og penge, men de kunne få lov til at følge os på vej det sidste stykke vej til vandfaldet som dagens guider under princippet – man må yde før man kan nyde! De var to sjove drenge, som sang for os, viste os små planteskud vi kunne spise, og plukkede blomster til moren. Da vi kom helt op til vandfaldet, kunne de også vi os en lille hemmelig sti så vi kom helt op og stod ved det. Efter at have vinket farvel og betalt vores små guider for veludført arbejde, gik turen videre til Victoria Park, en dejlig stor og yderst velholdt park midt i byen. Nuwara Elia bærer præg af englændernes tilstedeværelse, og var også dem som fik sat teproduktionen i gang. Så bla. Victoria park er som den lyder, med victoriansk stil – og så et godt mix af palmer, eksotiske fugle og naturligvis lidt asiatisk ligegyldighed. Klokken 15:30 PRÆCIS, sad vi forventningsfulde i det overdådige Grand Hotels foyer. Vi måtte lige glatte tøjet så godt vi kunne inden vi gik ind, og ryggene blev rettet lidt ekstra, for nu var vi til meget fint afternoon tea på byens overklasse. Tjenere i hvidt og med butterflyes og gulve man kunne spejle sig over. Selv toiletterne var så flotte så vi bare måtte derud, og oven i købet tage billeder af det. Så blev der serveret, og begrebet afternoon tea som i vores forstand blot måtte være te, var ikke blot te. Et overdådigt kagefad med alverdens lækkerier blev serveret, og lækkerier vi ikke havde hverken set eller smagt længe blev nydt. Med maverne fyldte rulledede vi mod vores guest house og kunne lige overskue at gå de 100 meter til nærliggende hotel som havde restaurant og hvor vi kunne sidde og ungerne få lavet dagens lektier.

Til Ella med tog

Næste dag gik turen videre til Ella, og hvis muligt med en endnu smukkere togtur (video under galleri). Oprindeligt skulle den kun tage 3 timer, men lidt sporproblemer og andet og 3 blev hurtigt til 5.  Som vanligt var vi ikke så fremadrettede og havde ikke fået lavet de store reservationer, og da alle plader var fyldte på de 2 første klasser, røg vi på 3. klasse uden sædereservationer. Men igen som erfaret mange gange før, det er her vi oplever de virkelige Sri Lanka og her man kommer i snak med de lokale, så på de godt 5 timer, fik vi hilst på, siddet ved siden af, halvt ovenpå mange forskellige lokale mennekser – alle lige smilende, nysgerrige og imødekommende. Vel fremme i Ella og efter lidt noget sen morgenmad kl. 14, gik pigerne ud for at finde et sted at bo – det blev ikke svært, og vi endte med at vælge det guest house præcis hvor vi sad og spiste “Dream Cafe” hvor 2 kæmpe seperater værelser og dejligt badeværelse nææææsten kunne kompensere for den kæmpe larm vi allerede samme aften erfarede var der!

Little Adams Peak

Ella er gåturernes udgangspunkt, til mange flotte viewpoints. Ungerne mente de med de 5 timer på 3. klasse havde oplevet nok for den dag, så igen ramte det os, hvor super nemt det efterhånden er blevet med store børn som er så vante i rammerne vi sætter for dem på disse rejser, så de fik lov at blive hjemme, imens de voksne spændte trekkerskoene på og gik mod “little Adam’s peak” en 3 km uden for byen og herefter godt 45 minutter op mod toppen til en fantastisk udsigt over den grønne dale. Hevet med at stemningen på toppen og en fuldt fortjent øl for foden af trekket, blev vi pludselig revet med af stemningen, og det var en rask indmarch mod byen, for trods alt at være hjemme hos ungerne igen inden det blev mørkt.

Ella rock

Dagen efter var forudbestemt til endnu et trek, denne gang mod den noget mere krævende Ella rock. Alt fra 2-4 timer havde vi fået at vide at det ville tage, så godt forberedte med vand og småkiks i taskerne bedrog vi afsted, de første 3-4 kilometer ud af byen langt jernbaneskinnerne. Togene her kører så utrolig langsom og larme iøvrigt så man kan høre dem på lang afstand, så der var ingen problemer med at nå at trække tid siden og godt ud i græsset inden toget kom forbi os. Der var lidt forskellige forklaringer på hvornår og hvordan man kommer videre fra når man afviger fra jernbanen. Men vi troede fuldt og fast på en rar mand som bestemt mente at den første mulighed var den rigtige, og at det var “shortcut” i forhold til den anden “loooong way” Hvornår lærer vi aldrig at lytte til de lokale?! Det skulle vise sig at blive noget af en udfordrennde tur (og turen op var ikke engang startet endnu) – men ind igennem 1-2 meter høje græsmarker i bagende sol for at ende midt i en teplantage og ikke ane hvilken retning vi skulle gå. Lad mig sige det sådan – ungerne var ikke helt tilfredse med deres forældre, og med spørgsmål som, “Mor, hvorfor går du og slår med kæppen i græsset nu, tror du der er mange slanger her?” Vandet var vi løbet tør for, så det var befriende, pludselig at se væsner som os – bare over en dal, hvor vi ikke lige kunne se vejen til. Men olk, det løste sig, og efter ALT for lang tid i ingenmandsland, var det befriende at komme ind i mandens palmehytte, købe kolde colaer, vand, kiks og nylavede kokos chapatier. Herfra var det ikke det nemmeste at lokke ungerne videre, for vi var stadig 1 time fra toppen, og herfra var det kun opad. De mente de havde set og oplevet rigeligt at Ella Rock og var bedøvende ligeglade med ikke at have været på toppen – men men men, efter et godt langt hvil, og beslutningen fra de voksne om at man skal fuldføre hvad man starter, var det opad – først med 1 styk sur dreng, og da først han fik sluppet surheden og slået “auto trekkeren til og nærmest løb mod toppen som vi kender ham bedst” – blev det erstattet af 1 styk meget sur pige, som havde ondt i knæene og sagtens bare kunne sidde der og vente på vi kom ned! Nå men til slut, endte hele familien grødhoved på toppen, til en fantastisk udsigt, søde hunde som tog imod os og dasen og akrotræning udviskede så småt den noget anderledes tur dertil. Turen ned gik som en leg, og inden vi fik se os om var vi nede igen hos den søde mand, men valgte herfra at tage den “loooong way” som viste sig at være verdens nemmeste!

Ren hygge og forkælelse stod den på resten af dagen, som blev ganske få timer, da turen til Ella Rock hverken tog 2 eller 4 timer, men nærmere 7! (obs: togvideo under galleriet)