Dagene 28. december – 1. januar 2016 – 17

Nytår på stranden

Vi havde allerede hjemmefra besluttet at holde nytår på stranden, og gerne en hvor der sket lidt, så derfor blev det Unawatuna, selvom det var lidt en afstikker i forhold til resten af turen. Fast besluttet på at tage toget ned langs kysten kørte vi i taxi fra Negombo til Colombo station, vi fik også købt billetter så alt var godt. Man kan ikke reservere sæde i det tog, og alle de lokale skulle åbenbart også med. Det var lige så mange med toget som når man ser film fra Indien, Morten og Emilie nåede at komme ind, men det var simpelthen for presset. Så vi tog en hurtig beslutning, ud af toget med os, der er alligevel grænser for hvad vi vil byde de stakkels børn. Vi fandt en taxi mand som kørte os til Unawatuna.

Sikkert fremme i Unawatuna finde vi desværre ud af at det bookede hotel havde lovet lidt for meget på Agoda, lidt for gode billeder, ingen tagterrasse, restaurant etc. etc. Så her var vi kun en nat, til gengæld fandt vi så det dejligeste hotel, Zimmer Rest som blev drevet af vores nu gode ven Thalik. billederne længere nede taler for sig selv, der var bare så god karma over det sted, arkitekturen var spot-on koloni stil, her var fælles køkken hvor man lige kunne lave sig en kop kaffe, alt var bare godt. Den følgende dag besøgte vi et skildpadde hospital, en herb garden (hvor Morten fik fjernet hår med naturlig creme) og til sidst på Jungle Beach, en fed strand lidt uden for byen.

Nytårsaften

Hele dagen var 3 af os på stranden, og den fjerde (Line self.) var ude og dykke.

Endelig kom tiden hvor dykkercertificatet skulle i brug igen – som altid længe ventet. Jeg havde ikke sat de største forventninger op, alt hvad man kan læse om dykning på Sri Lanka er ikke det absolut bedste, specielt ikke i forhold til koralverdenen, men mere marinelivet som kan være specielt. Afsted det gik med mine nye venner fra Sub Divers – eller det vil sige, en noget snøvlet afgang, hvor der blev snakket og drukket mere te end forberedt til det kommende dyk. Dykket var fra en lille båd, godt 30 minutters sejlads mod Galle til vraget “No name”. Den sædvanelige kildren i maven, og efter de sidste sikkerhedstjek, så var det nedad mod max dybde 28 meter. Selve dykket var fint, men ikke den bedste sigtbarhed og heller ikke vraget. Der kunne da dykkes lidt ind og ud imellem delene, og der var da også fint med fisk.

Jeg havde allerede besluttet at tage 2 dyk, som vanligt er det første dyk et nyt sted altid en smule bøvlet, hvor signaler, udstyr mm skal tjekkes af. Men da vi allerede var en del forsinket på det første dyk, og båden sejler tilbage imellem de to, var det noget usikkert med mit andet dyk, da vi var inviteret til nytårs frokost hos Thilak klokken 12:30.

Nå men på trods af alt, blev der arrangeret med 2. dyk med afgang kl. 14 – perfekt, og jeg glædede mig allerede. Klokken 14:00 stod jeg klar igen, denne gang med Morten og ungerne som tilskuere ved stranden. Men utrolig nok, gik det endnu langsommere med at få forberedt til afgang og Line H var ved at blive noget utålmodig. Med den dårlige sigtbarhed fra tidligere, var forventningerne endnu længere nede denne gang, og målet for dette dyk var blandt en masse sten og grotter midt på havet, max dybde 25 meter. Jeg havde en dykkerinstruktør som buddy denne gang, og det er altid fedt, da de kender stedet så godt, så man blot kan “læne sig tilbage” og følge med uden at tænke på koordinater eller kompas. Dykket var fint, masser af forskellige fisk og jeg var godt tilfreds og glad over årets sidste dyk, da vi begyndte at gøre klar til op-gang og safety stop. Pludselig fornemmede jeg en form for skygge lige bag min buddy og på få sekunder gik det op for mig – af liiiige ved siden af os på samme dybde og lige så roligt kom en monster kæmpe whale shark svømmende. Det var som en BUS – og med sine 12-13 meter var halefinnen større end min body og den var lige dér! Det var den største dykkeroplevelse nogensinde og hvad enhver dykker drømmer om. Min maske blev konstant fyldt med vand da jeg stor-smilede hele tiden, så de store kinder gav luft til vandindtrængen. Da vi kom til overfladen var det med jubelskrig og high-fives og det var noget af en tur tilbage til stranden, da de 4 andre fra vores team også havde haft den ære at hilse på Hr Whale shark. Årets sidste dag kunne ikke have været bedre.

Så blev det nytårsaften 2016.

Som rejsende er det noget anderledes end at forberede sig til aftenen når man er hjemme. Tag fx tøj-valget, det tar blot 2 minutter og skal man virkelig gøre lidt ekstra ud af det, så er det frem med de helt rene t-shirts :o) Imens solen gik ned og for ikke at gå ud i byen alt for tidligt, brugte vi lidt tid på vores dejlige Guest House “Zimmer rest” og spillede caram men Thilak. Ved 20 tiden var det tid til mad, og vi søgte mod stranden og fandt en hyggelig restaurant med borde i sandet, grill og ildfakler. Der var allerede en del raketter og det var med en vis lettelse iblandt de voksne, da vi har lovet ungerne at der nok skulle være fyrværkeri og gang i den – og det blev der også. Efter lidt masen rundt, ind og ud pga et et massivt regnvejr midt under middagen, blev vi færdige og herfra var det blot at sætte sig til rette og betragte fyrværkeriet og stemningen. Vi gik lidt rundt på stranden og sugede nytåret til os, og de klokken blev 00:00 var det med udspring fra stolene ned i sandet med hver vores ønsker for det nye år.