Dagene 9. – 12. januar

Efter en lille smuttur på 4 timer i den dejligste bus og på de dejligste veje (Villads sov stort set hele turen) ankom vi til Penang/Georgetown. Vi havde forud booket værelse homestay, og endte med at bo rigtig hyggeligt hos den sødeste familie, men desværre en del længere fra centrum end forventet. Så man kan vel sammenligne det med at vi følte det som om vi boede i Gundsømagle i stedet for Roskilde! Det var virkelig trægt med både butikker og restauranter, og jeg kan da godt afsløre, at det ikke er særlig fedt at rende rundt 1/2 times tid bare for at finde morgenmad!

Hånden på hjertet, vi fandt aldrig ud af hvad det er som gør Georgetown så verdenskendt og beundret, og efter at have ledt forgæves efter det i 3 dage, gav vi fortabt. Vi havde dog lejet scootere en dag hvor vi drønede øen rundt, og fik set lidt af livet udenfor turistfælderne. Malajerne er helt enormt venlige og imødekommende, og et emne som igennem hele Malaysia optog os meget, er deres fantastiske evne til at leve side om side på tværs af religionerne. Smukke sprudlende kvinder med slør side om side med veninder uden, imens et par munke går forbi smilende, juletræer ved siden af den lokale moské som netop kalder til bøn – en sand fornøjelse af opleve.

Penang var nogle mærkelige dage, og nok især fordi at vi ikke rigtig vidste hvad vi skulle lave der. Borneo var udelukket og samtidig var hele den østlige side af Malaysia udsat for slemme oversvømmelser og nogle steder under undtagelsestilstand. Så tilbage var vest siden, og nu hvor Penang virkelig var så skuffende for os, tog vi en hurtig beslutning – vi ville nordpå, og op på den skønne øer i Thailand, for har vidste vi da men garanti at vi ikke ville blive skuffede, og et par uger på stranden var alle mand med på.