Dagene 27. – 29. november
Phnom Pehn, hvad kan jeg sige….. lige så svært navnet er at udtale, lige så helt afsindig grim, ulækker, varm og kaotisk er denne by! Emilies første kommentar var, at når hun og hendes gode veninde Signe engang skal ud at rejse sammen, fordi det har hun altså bestemt allerede at det vil hun gerne, så vil hun altså køre udenom Phnom Pehn :o)) Vores guest house var virkelig godt, og det betyder bare så meget, når alt andet ligner noget hvor der lige har været et mindre jordskælv. Den første aften blev en af vores interne væddemål taget op. I Siam Reap havde vi smugstartet lidt på at småsmage nogen af landets “lokale delikatesser” nemlig græshopper og melorme. Men det helt store samtaleemne, naturligvis hos ungerne og legeonklen, var at spise kæmpe edderkopper tarenteller. Nu fandt vi dem! Og som prikken over i’et, havde den søde dame også slanger. Så en tarentel og 1 stk slange til 2$ blev til dagens forret. Kasper og jeg undrer os til stadighed over ungerne, som efter at have spist det første edderkoppeben, og ligesom havde udført missionen, frivilligt tog og spiste et mere hver!! ;o)) De voksne var mere til slangen….

Den helt store ting i Phnom Pehn var et besøg på “Killing fields” Vi havde talt om og drøftet meget, om det var noget vi ville og burde præsentere ungerne for. Men samtidig er det en så grundlæggende episode i Cambodias historie, som er med til at forstå hele deres fortid, at vi valgte at tage derud alle sammen. For de som skulle have misset denne dag i historieundervisningen tilbage i skolen, handler det om tiden 1975-79. Pol Pot var leder af den kommunistiske oprørsgruppe “De røde Khmerer” som var ansvarlig for op imod 2 mill døde i Cambodia under det brutale styre. Landet skulle gøres til landbrug, og alle lærde folk ex læger, lærerer, håndværkere og andre uddannede, udlændinge eller blot folk som kendte udlændinge – de blev henrettet, hårdt og brutalt! Dvs herefter da styret faldt, stod tilbage et Cambodia uden nogen til at drive landet, eller til at kunne føre det til økonomisk vækst. I 1980 var det mere almindeligt at se oksekærrer end scootere på gaderne i Phnom Pehn. Turen rundt i “Kiling fields” var en barsk tur, men samtidig virkelig godt fortalt. Turen gav mange spørgsmål fra ungerne, og man kan jo kun give dem ret, når de slet slet ikke kunne forstå “jamen hvorfor var der ikke nogen der stoppede det, eller gjorde modstand” Til Farmor og andre nervøse sjæle – ungerne har det godt, har ikke maridt og lider umiddelbart ikke af traumer fra turen :o)
(Morten siger: Forbandede kommunister!!)

Jeg tror alle 5 vi klart og tydeligt kan sige, at vi ikke var kede af at forlade Phnom Pehn, nu tror jeg faktisk slet ikke at Kathmandu vil syne af noget som helst når vi når dertil inden længe.