Dagene 11. – 16. december
Folk som kender os, ved godt at vi er virkelig begejstrede for Nepal, og derfor har det også været et af de største highlights på vores tur – at gense Nepal og vise det til ungerne. Efter den sidste snert af luksus ombord på flyet fra Kuala Lumpur landede vi i Kathmandu, efter som altid, en yderst spændende indflyvning imellem de store hvide tinder. Kathmandu har måske en af verdens mindste internationale lufthavne, men på trods af det, bliver man hentet i bus uden fra flyet, og herefter måske kørt 25 meter :o) Efter visumansøgning, securitycheck og genfinding af vores rygsække var det ud i mylderet, hvor en fra Mads’ agency hentede os i en kæmpe jeep og kørte os til Mads og Clair – nærmere betegnet iblandt de lokale “resortet.” Efter at have kørt op op op, væk fra byens hektiske kaos, støv, køer på vejene og trafik, var vi der pludselig, hvor Mads og lille Oskar stod klar til at tage imod os.

“Resortet” er ikke en skæv betegnelse; i en skøn lille oase af træer, græsplæne, køkkenhave, mandarintræer og ikke mindst en trampolin, har vores to venner deres hjem, og med et helt lille hus for sig til os med seperate værelser med egne badeværelser, den hyggeligste stue imellem og en kæmpe terasse med udsigt over Kathmandudalen, faldt roen hurtigt over os. Eventyret slutter ikke her; Mads og Clair har deres egen kok som tryller mad, kaffe og the frem på alle døgnets tider, den sødeste nanny som kigger efter ungerne, og deres egen havemand som glædeligt hjælper med at ryste de lækreste mandariner eller gayaer ned.

Med eget hus og trætte børn, blev ungerne puttet tidligt den første aften, hvorefter vi kunne sidde og hyggesludre alt imens vi med 4-5 lag tøj på forsøgte at holde varmen.

Mads er en travl herre, og allerede dagen efter skulle han afsted på mountainbike trek i 6 dage. Clair skulle på kursus, så tilbage var vi 4, lille Oskar, resten af husets folk og skønne Nepal. Så inden længe var vi på udflugt, ud i den lokale landsby og hilse på, og opad stien mod toppen.

Vi nød de første par dage i fulde drag, men havde samtidig virkelig brug for varmt tøj, samt vi havde flere gamle bekendte som vi skulle hilse på. Så efter allerede få dage, tog vi turen mod Kathmandu, Thamel, kontrasterne til roen på bjerget – nu med larmende dyttende biler/motorcykler, rickshaws, alverdens krims krams som kan købes, et udvalg af al slags mad og med konstante spørgsmål som “you wanna smoke hash?”

Min dejlige nepalimor Nirmala begyndte allerede den dag vi landede i Kathmandu at skrive hvornår vi kunne ses, og jeg især glædede mig også vildt til at gense hende efter al al for lang tid. Ungerne var også spændte, og havde efterhånden fået krearet mange tegninger til hende. Vi aftalte at mødes, og endelig kunne vi hilse på hinanden igen. Det var godt nok godt, og der var mange ting som skulle indhentes. Inden vi fik sagt farvel var jeg udstyret med en telefon, for som Nirmala sagde, hun ville kunne komme i kontakt med mig hele tiden nu, samt aftalen om næste dag, at skulle besøge skolen jeg underviste på i Gongabu.

Dagen efter var det mod Gongabu. Jeg kunne INTET kende af byen! Kæmpe huse, asfalteret vej, butikker og lejligheder var skudt op overalt. Ungerne glædede sig, men som de blev ved med at sige “ vi vil altså ikke være med i skolen, Mor” :o) Det var sjovt at gense skolen, som var blevet en del mere organiseret, med eget køkken, toilettet var blevet til et pedallokum i stedet for et hul i jorden nu, og de fleste havde pæne ikke-hullede skoleuniformer på. Der blev traditionen tro sunget for os, og Emilie kunne gi lidt igen med en lille akro-opvisning udenfor med flikflak, spegat, omvendt lys og hvad det nu ellers hedder.

Efter skolen skulle vi til te hos en af Nirmalas brødre Mahmoud som bor lige ved siden af skolen. Her blev der snakket lystigt i flere timer, inden turen for vores vedkommende gik tilbage mod Kathmandu.

Skønt og glædeligt gensyn med Nepal – og så var vi klar til næste skridt på vejen, turen mod Pokara med fly og trekking i de store bjerge.
— Lille stemningsvideo under galleriet —