Dagene 16. – 22. december

Over stok og sten i Pokhara

Efter en hård nat for Lines vedkommende med Delhi-belly, nærmere betegnet bræk-syge, gik turen med fly mod Pokhara. Vi fandt et hyggeligt guest house hos en lille familie, og brugte herefter resten af dagen til lige at lokalisere os, og gøre vores forberedelser til vores trek, vi ville starte med allerede dagen efter. Vi ville egentlig gerne have haft trekket lidt længere, men for at nå tilbage til Kathmandu for at fejre jul med Mads og Clare, besluttede vi at trekke i 4 dage, 3 nætter. Jeg må da indrømme, at jeg aldrig rigtig har tænkt på mine unger som de “glade vandrere,” og der skal ofte ikke meget til, før der bliver brokket sig over “er vi der ikke snart,” hvis de bliver hevet ud på en lille tur på vores sommerferier. Men her tog de virkelig fusen på os noget så grueligt!!

Start på trekking

Turen startede ellers på alle måder skidt. Ganske kort inden pick up, for at blive kørt op til hvorfra vores trek skal starte, lægger Emilie ud med kort at nævne at hun har det lidt skidt, hvorefter hun bare brækker sig! Jeg ved ikke om man kan blive vant til at brække sig, men med alt hendes hoste/lungesygdom som mindre, har hun knækket sig en del, så det “bider” ikke så heftigt på hende. Så herefter siger hun bare “så, nu går det lidt bedre”… Kort tid efter hvor vi står ved et lille kontor, for at udfylde diverse papirer til vandretilladelser, kommer Villads løbende og siger at Emilie brækker sig igen. Og det fortsatte hun så ellers med hele den første dag! Hun har en ualmindelig fantastisk evne til bare at lukke af og bide det i sig, og det var ikke mange kny vi hørte fra hende, hverken under de 2-3 timers jeeptur op igennem bjergene af små grusveje, eller på de 3 timers trek det herefter tog os at nå til vores første landsby hvor vi skulle sove. Som Morten siger, “det har hun sgu ikke fået af mig, jeg var vendt om efter første gang jeg brækkede mig”

På trods af at Emilie på ingen måde var frisk, var det ikke svært for nogen af os at blive fuldstændig betaget af den udsigt til de smukke store bjerge vi havde på hele trekket. Også stemningen og den glæde man oplever hver gang man møder nepaleserne, er på alle måder så berigende. Æselkaravanerne som kommer gående, efter den første lyd af klokker sender advarsler til én om, at nu er det tid til at springe ind til siden, og altid på den side af stien ind mod bjerget, så man ikke bliver skubbet ned. De ældre smukke kvinder i røde sarier med store guldsmykker med brænde, frisk græs til kvæet eller mandariner på ryggen, som alle hilser og hvis de kan komme til det, får hevet Villads i kinderne og givet ham en krammer. Eller de glade beskidte børn, som pisker op og ned af bjerget grinende imens de hilser og snakker løs. Nøøj det var skønt at være tilbage i bjergene. 1 dag på stierne sluttede i den lille by Ghandruk hvor vi fandt 4 par senge, og så var der ellers afslapning til dagen efter. Emilie blev puttet kl 5 og så så vi stort set ikke mere til hende den dag – men umiddelbart klar til 2 dag på trekket.

Trekker One

2 dag hed som første step Ghandruk – Landruk. Kigger man på kortet bliver man snydt, for her ser der umiddelbart ud som om der kun er 5-6 km i fugleflugt. Man skal bare lige huske at fra 2.700m skal man først heelt ned til floden i ca 1.000 m – og herefter heeeelt op til Landruk i 2.400 m!! Folk som har prøvet seriøs trekking ved, at gå ned er konditionsmæssigt umiddelbart lettere, men efter godt 4-500 meter hiver det i lår og læg muskler og knæene ryster som bare pokker. Emilie var stadig lav på energi og vi skiftedes lidt til at gå bagerst med hende, imens den anden forsøgte at holde tridt med “Trekker one” som vi allerede havde døbt Villads. Efter et par timer var vi alle vel nede i bunden, og efter en kort pause havde vi alle mod på at gå igang med at forsere de godt 1.400 m vi skulle stort se lige op ad. Jeg tror ikke der nogensinde har hersket tvivl om hvem af Morten og jeg som er i bedst form (eller måske er det min stædighed!) men ihvertfald stod det hurtigt klart, at det blev Morten som passede bagtroppen, imens jeg prøvede at hænge på. Det var efter det trek, jeg nu er blevet overbevidst om, at Villads blir noget indenfor udholdenhedssport! Uanset hvor godt jeg prøvede, var det fuldstændig umuligt for mig at følge med! Jo længere tid der gik, jo længere væk kom han, og hver gang han kaldte “Moar kom nu” blev han bare som en mindre og mindre prik for mig. Turen op tog ham 35 minutter – 8 minutter hurtigere end sin Mor. Selv flere nepalesere havde set ham, og dagene efter, nævnte de det når vi mødte dem igen. På toppen i Landruk var det tid til frokost, og da Emilie og Morten kom, var der pludselig kommet selskab af en hund som altså syntes den skulle med os :o) Nicky blev den døbt, og endte med at følges med os i 1 1/2 dag til STOR glæde for ungerne :o)

På et sådan trek gælder det om at bruge tiden på stierne, og det gjorde vi meget af. Stoppe op, kigge efter dyr, tale lidt med de lokale, købe flere mandariner og så videre til næste lille landsby, for så igen måske at stoppe for at få lidt nepali-te, og hvis man er rigtig heldig en cola eller noget chokolade. Aftenerne og nætterne er på meget basic “te-huse” lavet i sten og træ. Lige så varmt det er om dagen når man går eller opholder sig i solen, lige så frysende iskoldt er det så snart solen går væk, og så er det frem med det varmeste tøj man ejer, og ind i spisesalen hvor alle sidder. Vi fik spillet mange spil og gerne helt indtil kl 20, hvor man enten er så iskold at man higer for at komme ind i de varme sovepose, eller så træt at man bare sover 10-11 timer :o)

Det var en smule sørgmodigt på 4. dagen da stien sluttede midt ud i asfaltvejen. Vi kunne godt have brugt flere dage, men der er nogen der siger det snart er jul….
—- Der er en lille stemningsvideo under galleriet ;o) —